I de sidste 27 år har jeg følt mig særligt privilegeret ved, at mine dage har været indrettet således, at jeg dårligt kan komme i tanker om en eneste af dem uden deltagelse i den eukaristiske fejring af Herrens frelsende Offer. I de sidste 17 år har ”privilegiet” budt mig på en endnu større nåde – at fejre det samme Offer som præst. Hvor mange Messer blev det efterhånden til? Jeg undlader helst den matematiske lektie på dette område. Antallet er her slet ikke væsentligt. Trods alt drejer det sig om at være med i det, der indtraf (indtræffer) en gang for alle. Derfor skal Messerne ikke tælles – de bør gennemleves, som om de hver især både skulle være den første, den sidste og den eneste.

Til gengæld bør man ikke være lukket for de nye opdagelser, som kan ske ved enhver ny messefejring. Disse opdagelser er ikke ens egne præstationer, men Guds gaver og som sådan bør de også modtages.

Dette indlæg er et forsøg på at dele med jer, kære læsere, en af de gaver, som jeg er meget taknemmelig for. Hvis blot en af jer får noget gavn af den, så er jeg sikker på, at forsøget på at dele den med jer ikke har været forgæves.

Vor Frue kirke i Slagelse er ikke nogen undtagelse i forhold til alle andre kirker i Danmark – eller i forhold til mange andre kirker i hele verden. Den fyldes ikke helt op til bristepunktet under en hverdagsmesse. Dette gav mig anledning til at samle den lille skare af deltagere ved et sidealter – Vor Frue, hjerternes Dronnings alter (nu på de køligere dage er Messens fejring flyttet op til den hellige Monforts kapel). Under store dele af Messens forløb står jeg en face til altret og med ryggen vendt mod menigheden. I den korte stund, hvor jeg lige efter vinens konsekration holder kalken med Jesu Blod højt ovenover mit hoved, har jeg bl.a. mulighed for at betragte den forsamlede menighed, som spejler sig netop i kalken. Jeg tager mig tid til at finde alle og enhver. Det får mig til at tænke: ”Også dette symbolske syn (synet er dog ikke nogen åbenbaring i den egentlige forstand) påpeger den sandhed, at de alle er neddykket i Jesus Kristus.” Det giver mig en fornemmelse af tryghed: både på mine egne og på alle døbtes vegne.

Jeg ønsker alle både at kunne søge, finde og glæde sig i den højeste grad til den tryghed, som har sin kilde i det faktum, at vi igennem dåbens sakramente er blevet neddykket i Kristus.

p. Michal Bienkowski